|
Out & Abouts nyheder ... homonyheder fra ind- og udland.
V-borgmester: Støt ægteskab for homoseksuelle
 |
| Søren P. Rasmussen (V), borgmester i Lyngby-Tårbæk. |
|
| Foto: Steen Trolle |
Lyngby-Tårbæks borgmester, Søren P. Rasmussen, opfordrer sine partifæller i Venstre til at gøre op med forskelsbehandlingen af homoseksuelle.
”Jeg er stolt af de ulydige folk i mit parti, som var med til at sikre vedtagelsen af adoptionsforslaget. Og jeg opfordrer dem til at støtte forslaget om en ægteskabslov, der også inkluderer homoseksuelle par,” siger Søren P. Rasmussen til Out & About.
Det gælder både i forhold til kirkelige vielser og i forhold til borgerlige vielser på landets rådhuse.
”Vi fik vedtaget det registrerede partnerskab, men så på rigtig typisk dansk vis luller vi os i søvn, mens de overhaler os i mange andre lande, heriblandt flere af de katolske lande. Hvis Lars Løkke Rasmussen har brug for argumenter, er han velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe her i Lyngby-Tårbæk. Folk er ikke bange for det her længere. De dage er forbi!”
Søren P. Rasmussen er langtfra alene i Venstre om at ønske, at regeringen dropper modstanden mod at give homoseksuelle samme rettigheder som heteroseksuelle. V-borgmester i København, Pia Allerslev, og V-rådmand i Århus, Laura Hay, har begge opfordret til at åbne ægteskabet for homoseksuelle par. Og V-folketingsmedlemmer Troels Christensen og Sofie Løhde (V) har i Kristeligt Dagblad fortalt, at de støtter forslaget.
Søren P. Rasmussen medvirker i et større interview i marts-nummeret af Out & About, der udkommer fredag den 26. februar. Out & About kan også læses online på outandabout.dk, fra den 26. februar.
Skriv en kommentar til denne artikel
[Flere nyheder] [Outgames 2009 nyheder] [Søg i nyhedsarkivet]
|